Når Solstrålen åbner kl 7, er der morgenmad indtil kl.7.30. I løbet af dagen har vi selvfølgelig nogle faste rutiner, hvor vi feks holder samling/spiser frugt, spiser frokost, putter børn og så videre. Vi vil sjældent kigge på uret og istedet planlægge vores dag ud fra feks. børnenes humør, hvilke lege de er optaget af, om vi er på tur og derfor vil vi ikke nødvendigvis spise frokost hver dag kl 10.30, eller holde samling kl 9.

Det er vigtig for os at børnene har medbestemmelse, og også får lov til at sætte dagsordenen i de rammer vi har sat op. Vi vil delagtiggøre børnene så meget som muligt i alt hvad vi laver. De kan feks hjælpe med at lave pizza, skære en agurk eller pille en clementin. Når vi holder samling kan de bestemme en sang vi skal synge, eller når vi er på skovtur kan de bestemme hvilken vej vi skal gå.

Vi vil rigtig gerne være så meget ude som muligt og derfor vil vi også investere i 2 ladcykler så vi kan komme rundt omkring. Vi vil blandt andet have en stor fokus på motorikken. Vi vil danse, tumle, rutsje, trille, hoppe, kravle og meget mere. Jo mere man bevæger sin krop, jo nemmere er det også at kunne koncentrere sig og fordybe sig i en leg. 

Hos os vægter vi omsorg, nærvær og masser af kram meget højt. For os er det vigtigt at alle børn bliver set og hørt, og anerkendt for dem de er og det de bidrager med til fællesskabet. Vi ønsker at skabe tryghed for børnene, så de på den måde får modet og lysten til at lege, og til at være en del af fællesskabet og på den måde udvikler de sig. Vi er meget bevidste om at indrette vores lokaler, så de skaber et udviklende læringsrum for børnene.